En væsentlig måde at definere adverbier på er definitionen restkategori. Og med dette kan man vel godt bilde sig selv ind, at de ikke kan være så vigtige, fordi de jo bare udgør rester….
Men disse rester udgør på forskellig vis sætningens omstændigheder: Det kan være stedet, tiden, talerens attitude over for det sagte, måden det siges på osv.
Restkategorien adverbier har ofte det altafgørende ord i etableringen af en sætnings betydning:
- “Det er da en god ide” – Jeg er uenig med dig i det, du siger, og nu skal du høre hvorfor.
- “Jeg vil ikke med” – Den talende vil det modsatte af med.
- “Det gik glimrende“ – Det var glimrende at det gik.
Vores adverbier modificerer hele sætninger, verber, tillægsord og andre adverbier, og her i dette blogpost hopper vi nu op på det primære sætningsplan og studerer en særlig gruppe af disse, nemlig attitudeadverbier.
Attitudeadverbier angiver den talendes attitude til det sagte. Det kan være at vedkommende har en positiv eller negativ indstilling eller at sandhedsværdien anfægtes. Vi skal nu se nærmere på 3 udvalgte; lige, altså, sgu.
LIGE
“Peter, gider du lige at hjælpe mig med det her?”
Hvad foregår der egentlig her? Jo, den talende viser høflighed. Han respekterer modpartens tid ved at indikere at han ikke vil tage meget af denne. Der finder en bagatellisering sted.
ALTSÅ
Her understreges det, at noget forholder sig på en bestemt måde:
- “Jeg kan altså ikke lide at blive fotograferet.”
- “Det må du altså undskylde, det var ikke min hensigt.”
SGU
Dette er et lille bandeord som anvendes til understregning af holdning eller følelse, og også til at vise overraskelse eller vantro.
- “Han har sgu vundet.” – Her afsløres overraskelse.
