Den 21. marts 1848 gik en gruppe på 12.000 – 15.000 borgere – anført af byens velhavende borgere, studerende og intellektuelle – op til kongens dør og krævede at denne opgav sin enevældige magt. Og kongen opgav enevælden uden voldelig modstand.
Måske skyldes den rolige overgang bevægelserne nede i Europa. Her var ideerne fra den franske revolution blusset op igen og spredt sig rundt i forskellige lande. Man havde fået nok af kirkens og kongens magt. Man ville frihed, lighed og broderskab, og man sagde nej tak til gejstlighed, dvs. et samfund styret af kirkens og religionens magt frem for af folket. Det gik stærkt voldeligt for sig.
I Danmark blev grundloven underskrevet d. 5. juni 1849, og med den blev det første skridt taget frem mod det demokrati, som vi kender i dag. Man indførte den udøvende, lovgivende og dømmende magt, sådan at disse instanser kunne holde øje med hinanden og sikre ikke absolut magt. Man indførte grundlæggende rettigheder:
Ytringsfrihed: Du kan ytre dig og tænke præcis som du vil.
Forsamlingsfrihed: Du kan forsamle dig med meningsfæller og udtrykke dig samlet.
Religionsfrihed: Du kan tro på præcis den gud, som du vil.
Pressefrihed: Du kan udgive skrifter uden forhåndscensur.
Ejendomsret: Staten har ikke ret til at komme og tage dit hjem bare sådan videre.
…
Men var det så demokratiet, sådan som vi kender det i dag? Nej, langt fra. Faktisk var det kun 15 % af den danske befolkning, der kunne stemme, og dette var mænd over 30 år med egen husstand og uden offentlig gæld.
De næste 50 år gik med intense politiske kampe, og det sikrede, at vi fik parlamentarisme i 1901. Parlamentarisme betyder, at en regering ikke kan blive siddende, hvis der er et flertal imod den i folketinget. I 1915 blev valgretten udvidet til at gælde for kvinder og tyende.
Bøndernes kamp
De politiske resultater i Danmark blev vundet gennem brede folkelige bevægelser. Bønderne gik sammen i kooperativer, andelsmejerier, andelsslagterier osv., og de skabte et landbrug med effektivitet og rentabilitet. Nogen mener, at den rigdom, som Danmark har i dag, skyldes, at overskuddet fra bønderne blev brugt som investering i industrialiseringen. Bønderne skabte partiet Venstre.
Arbejderbevægelsens kamp
Men ikke alle havde bare 100 kr. til at byde ind i et kooperativ, og disse drog under industrialiseringen til byerne for at arbejde på fabrikkerne. Vilkårene var miserable med lav løn, ingen ferie, 60-70 timers arbejdsuge – og de fik nok. De gik ud i protest, og det ledte i 1899 til Septemberforliget, hvor arbejdsgiver og arbejdstager forhandler f.eks. løn og arbejdsuge. Her blev den danske model dannet, som står som et helt unikt kendetegn for Danmark, og nogle mener, at høje lønninger i Danmark bl.a. skyldes arbejdstagernes kamp for denne.
Demokratiet i dag?
Vi er nået langt med demokratiet. Men vi fortsætter jo stadig med at kæmpe for frihed, lighed og broderskab. Personligt mener jeg, at subkulturer skal høres. F.eks. tror jeg godt, at du kan gå med tørklæde uden at være en undertrykt kvinde. Men vi skal være åbne og lytte til hinanden. Jeg mener også, at vi har religionsfrihed i Danmark, og at man ikke skal diskrimineres på sin gudsdyrkelse. Dog går grænsen for mig ved at ville anskue et samfund som gejstlig, dvs. at definere lov og ramme ud fra det, som en religions bog kan foreskrive.
Og hvad med ligestillingen. Har vi opnået den? Neeeej, det har vi jo ikke. En mandlig sygeplejerske tjener f.eks. mere end en kvindelig, og toplederstillinger tilhører 70 % mænd.